Problem
Varmforzinkede emner får af og til en meget “ujævn” eller ru overflade.
Årsag
Bejdseskader opstår ved en alt for kraftig bejdsning, som angriber selve materialet. Angrebene kan være mere eller mindre udbredte og dybgående. I visse tilfælde kan de forstærkes visuelt efter varmforzinkningen. Den kraftige bejdsning kan skyldes for lang tids ophold i bejdsebadet eller for kraftig syrekoncentration i badet, eller begge dele.
Automatstål med højt svovlindhold og sulfidindeslutninger opløses nemt af syren, hvorved overfladen bliver “hullet”.
Kraftigt korroderede overflader (gravrust) kan efter normal bejdsning have et udseende, som ligner det, der opstår ved overbejdsning (kunden skal gøres opmærksom på problemet før varmforzinkningen).
Identifikation
Bejdseskader ses let med det blotte øje.
Risiko for forveksling
Bejdseskader kan i nogle tilfælde forveksles med ru belægning.
Foranstaltninger
Gennemgå bejdserutinerne, både hvad angår bejdsetid, syrekoncentration og forskellige materialer.
Ansvar
Varmforzinkeren er ansvarlig for bejdseskader.
Ved varmforzinkning af automatstål, skal kunden oplyse om stålkvalitet.
Konsekvenser for kunden
Bejdseskader påvirker ikke korrosionsbeskyttelsen, men jo kraftigere angrebet er, jo mere ru og uregelmæssig bliver zinkoverfladen efter varmforzinkning..
Bejdseskader kan påvirke styrken i stålet.